Ja jeg spiste en pizza – og hvad så?

Hvad er sund mad? findes der i virkeligheden usund mad? Jeg vil våge at påstå at det er mængderne af de forskellige fødevarer, som afgøre, om det går hen og bliver usundt. En pizza et par gange om ugen er næppe sundt på længere sigt, men en pizza et par gange om året gør næppe noget dårligt for dit helbred.

Derfor syns jeg at det er ærgerligt at ordet ”cheatmeal” og det at ”synde” bliver klattet op og ned på væggene på de sociale medier, som værende noget der er forbudt og ude af kontekst. De begreber burde faktisk bare slettes helt fra den her såkaldte sundhedsordbog, af ord der bruges, når man gerne vil være et forbillede for sundhed.

Nogen gange er det, som om vi leder efter noget at slå os selv oven i hovedet med, fordi vi ikke kan leve op til de her såkaldte idealer som medierne (og især de sociale medier) er med til at sætte op. De fleste af os er heldigvis bare mennesker, som har andre behov end konstant low carb food serveret på mågestel hele livet igennem. For hvorfor vælger netop DU at prøve at leve op til den her über sunde livsstil? Er det for at få vaskebræt og kunne passe en str. 34 som der bliver dikteret alle steder fra, at det er det rigtige? Eller er det for at få x antal raske leveår i sidste ende? Jeg tror de færreste vælger nr. 2, jeg selv er også stille tilhænger af nr. 1, for livet ville bare være nemmere hvis maven var helt flad og numsen struttede så fint…….

Men nu har vægten passeret minus 19 kg og maven er nogenlunde flad, and guess what – jeg kan stadig finde fejl – nye fejl, andre fejl, og det er stadig ikke sjovt at skulle stå tidligt op, nå ud med hunden, fange den offentlige transport, sidde på skolebænken i 8 timer, ud og fange den offentlige transport igen, hjem og handle og lave aftensmad (og flotte billeder til IG), tage opvasken, forhåbentlig nå at træne, lave lektier, og bare nogenlunde tid i seng, for i morgen byder på det samme (selvfølgelig giver sundere kost mere overskud og energi til den lange dag, men igen, et par pizzaer om året og lidt fredags slik ødelægger næppe din energi).

Min pointe er at vi engang imellem lige burde stoppe op og overveje hvad det er vi udsætter os selv for. Hvorfor ikke hellere se på processen, og se på hvor langt vi er kommet siden vi startede i stedet for at skulle lave sammenligninger med andre hele tiden? Hvis jeg skruer tiden bare et år tilbage, så kan jeg nu sige at jeg var tilhænger af ”luk munden og let røven” konceptet (men hvor dobbeltmoralsk var det ikke lige, når nu jeg selv var overvægtig, og det koncept i virkeligheden slet ikke virkede for mig?). Min indre stemme kunne også tale virkelig nedladende, og jeg troede faktisk på det, for ofte syntes jeg folk har en tendens til at tænke nedladende om tykke mennesker. ”Hun er nok doven, og hun spiser for meget, hun burde nok løbe en tur frem for at stå og kigge på bagervinduet”. I dag kommer den negative indre stemme stadig frem engang imellem og syntes at jeg lige skal bankes oven i hovedet, men i dag kan jeg lukke af for det og tænke ”fuck nu dig altså”. ”Luk munden og let røven” konceptet er for længst krøllet sammen og smidt på forbrændingen, de militære rammer hjælper sjældent almindelige mennesker som jeg selv.

Processen og den psykiske udvikling har lært mig SÅ vandvittigt meget, men også lært mig at slappe af og acceptere mig selv som den person jeg er, og holde af den krop jeg er i (som jeg stadig ændrer på, for ja jeg vil gerne være en str. 34, men kun på mine egne bekostninger. Og ja når det står sort på hvidt, så vil jeg da også gerne have flere sygdomsfrie år i sidste ende.)

Jeg behøver ikke længere banke mig selv i hovedet hver gang jeg har spist et såkaldt cheat meal, men ved at alting er med måde. Jeg ved hvad der virker for mig, og det kræver lidt ekstra rygrad engang imellem, men det vil jeg våge at påstå, at alt der er værd at kæmpe for, gør. Og så tager det bare tid at ændre hele ens livsstil, især hvis man er opvokset med noget helt andet. Elsk processen, det er der forandringerne ligger 🙂

// Pia